Den anden del i vores føljeton om Customer Reviews og Seller Feedback på Amazon handler om, hvorvidt alle anmeldelser er lige gode. Her taler vi naturligvis ikke om det åbenlyse i, at 5 stjerner altid er bedre end 1 stjerne. Men der er andet end bare stjerner, der spiller ind på algoritmen.
Læs med, og bliv klogere på, hvor mange anmeldelser du skal bruge, hvem der skal skrive dem, og hvor lange de skal være – men også hvordan potentielle købere opfatter det.
En god tommelfingerregel er, at 15 reviews er det første ”tipping point”, der kan have betydning for din ranking. Når du har samlet 15, er dit næste mål at få 50. Du skal have en gennemsnitlig rating på 4,5 stjerner for en placering i toppen og i buy box.
Amazon har som med så meget andet ingen officielle tal på, hvor mange Customer Reviews, du skal have, for at det har betydning for din ranking. Tallene 15 og 50 kommer fra undersøgelser lavet af Amazon-partnere, men det betyde dog stadig, at der skal mange flere reviews til i nogle kategorier end i andre. En regel her er, at jo mere generisk dit produkt er, samt hvor mange sælgere der er i kategorien, jo flere reviews har du brug for.
Selvom gode, lange reviews er godt for dit brand, er det bestemt ikke dårligt at have en blanding af korte og lange reviews. Fra kundens synspunkt kan det faktisk øge troværdigheden, fordi en overvægt af lange, meget detaljerede reviews kan give et indtryk af, at køberne er blevet instruerede i, hvad de skal skrive.
Her er der igen spekulationer om, hvorvidt alle anmeldere har den samme kvalitet. Som på andre platforme, hvor anmeldelser er det bærende element som f.eks. hos Yelp og Imdb (som også er ejet af Amazon), kan du som kunde på Amazon få en garant for, at du kan stole på den person, der har skrevet en anmeldelse.
Måske har du lagt mærke til, at der under hvert Customer Review er en mulighed for at fortælle Amazon, om du fandt anmeldelsen behjælpelig eller ej. Når en kunde gentagende gange har skrevet Customer Reviews, som har været relevante og behjælpelige for andre, stiger denne kunde i graderne. Ligeledes vil kommentarer, der er vurderet behjælpelige, rykke op foran andre kommentarer på dit varekort.
Det er derfor en fordel, hvis du kan få dine gode reviews til at rykke op forrest – og det er især en fordel, hvis de troværdige kunder anmelder, selvom det ikke umiddelbart er noget, du kan kontrollere. I gamle dage var det sådan, at du kunne gemme dine dårlige anmeldelser ved at bruge dette trick.
Nu er det dog sådan, at Amazon viser den mest hjælpsomme gode anmeldelse og dårlige anmeldelse. Det gør det bare endnu vigtigere, at du får de rigtig gode anmeldelser til at lægge sig i toppen. Ifølge Amazons community guidelines er det ikke lovligt at bede venner og familie om at anmelde dine produkter, men det er ikke udspecificeret på samme måde, hvem der må trykke på ’Helpful’-knappen. Vi plejer at kalde det en gråzone, hvorvidt man skal bede folk om at klikke ’helpful’ eller ej – men muligheden er der i hvert fald.
Og for den hjælpsomme kvalitetsanmelder er der faktisk noget at hente – andet end at hjælpe andre naturligvis. Som Top Reviewer får du muligheden får at være med i forskellige ’Review Clubs’, hvor du kan opnå store rabatter og gratis produkter på Amazon. Her kan du se en liste over Top Customer Reviewers i UK.
Det er muligt at få dine kunder til at anmelde dine produkter, selvom de ikke har købt dem på Amazon – de kunne f.eks. have købt via din egen webshop, hvorefter du sender dem en mail og spørger om en anmeldelse. Dette er lovligt ifølge Amazons guidelines, men disse anmeldelser ikke har lige så høj værdi som Verified Purchase-anmeldelser.
Amazon skriver således i deres guidelines: “Reviews that are not marked “Amazon Verified Purchase” are valuable as well, but we either can’t confirm that the product was purchased at Amazon or the customer did not pay a price available to most Amazon shoppers.”
Jeff Bezos – eller Jeff, som vi bare kalder ham på kontoret – begyndte tidligt i Amazons levetid at tale om, at hans opgave ikke blot var at få folk til at købe, men også at tage bedre beslutninger. Som nævnt kender vi kundeanmeldelser fra alle mulige hjemmesider, især dem hvor salg sker peer-to-peer eller gennem tredjepartsforhandlere – Uber, Yelp, TrustPilot, Tripadvisor, Just-Eat, Trendsales, AirBnb og mange, mange flere.
Men Amazon var de første til at skabe denne nye form for transparens, hvor forbrugerne kunne se anmeldelserne direkte i deres interface.
Ifølge en undersøgelse fra 2018 bruger størstedelen af online forbrugere tid på at læse reviews, inden de køber. For forbrugere mellem 18-34 år er tallet 95 procent, og i samme gruppe svarer 91 procent, at de stoler lige så meget på online reviews som på personlige anbefalinger. Desuden læser forbrugerne i gennemsnit omkring 10 anmeldelser, inden de beslutter sig. Det betyder altså, at det er væsentligt at have samlet en del anmeldelser på dine produkter, så den enkelte kunde har et bredt udsnit af meninger at forholde sig til inden et køb.
Fremtiden findes på Amazon
CVR nr. 39 83 11 20
Copyright © 2023 be-ahead